Ida

var begyndt at gå i børnehave, men når hun kom derom, blev hun som forvandlet. Hun blev meget vred, opfarende og udadreagerende overfor de andre børn. Forældrene kunne slet ikke kende hende. Sådan havde hun bare aldrig været før.

Behandling af Ida viste en dyb sorg

Da jeg sansede ind på Ida, blev jeg overvældet af en dyb sorg, som hendes nervesystem viste mig. Hun sad helt stille, kiggede i en bog imens hun lænede sig ind til mig. Hun havde så meget brug for at blive mødt på et plan, hvor ord var unødvendige. Moren mærkede også forandringen i Ida, og var sød til ikke at spørge eller snakke imens. Jeg havde ingen idé om, hvor lang tid der gik, imens Idas nervesystem arbejdede på højtryk. Jeg vidste heller ikke, hvad sorgen handlede om. Det var også fuldstændig ligemeget her i selve behandlingen. Det eneste Ida havde brug for, var at blive mødt energetisk. Det kunne hun her. Hun kunne mærke, at jeg ville ikke “fikse” hende. Men hun behøvede et trygt sted til at slippe “noget, der sad i hende”. Det sted mødte hun hos mig.

Børn og dyr

Efter behandlingen fortalte jeg moren, at jeg kunne mærke en dyb sorg i Ida. Det stod hun undrende overfor, og det var da heller ikke førend de kom tilbage ugen efter, at hun fortalte om en mulighed hertil. De havde et halvt år tidligere købt en hundehvalp, men måtte desværre aflevere den igen en måned senere, da storebroren viste sig at være allergisk overfor den. Uskyldigt for nogen, tja, men børn knytter sig rigtig ofte til dyr. Vi voksne har erfaringen heri til at vide, at livet giver og tager. Børn er tilstede her og nu og kan kun mærke, at en elsket ven er væk.

Louise

var udadtil som mange andre 10 årige i vores første møde. Smilende, let nervøs, tryg ved tilstedeværelsen af hendes mor. Men da jeg fik mulighed for at kigge lidt dybere i hende var det let at fornemme, at hun var ked af at være til besvær. Der var ikke noget hun hellere ville end være som alle andre. Lege med andre børn. Sove hos dem. Tage på lejrtur. Kunne være tryg i sit eget selskab uden hele tiden at skulle vide, hvor forældrene var.

Når angsten ikke kan tales ud

Det var tydeligt, at familien havde prøvet mange ting og de havde den største forståelse og tålmodighed for hendes situation. Men trods masser af værktøjer til at håndtere hendes angst, så var udviklingen gået i stå. Angsten kunne ikke længere blot tales ud.

Louise er et fantastisk  eksempel på, at hjernen lærer alt det rigtige. Man kan se fornuften i det. Man kan godt høre det fornuftige i alt det, der bliver sagt. Hvorfor skulle der også lige komme en ufo og tage ens forældre de 5 minutter man er alene hjemme?! Man ved det godt. Alligevel stritter alt i ens krop. Man føler måske ligefrem, at man bliver kvalt. Hvordan skal et 10 årig barn kunne udtrykke de følelser?

Hvad gør behandlingen?

Louise blev meget hurtig tryg ved behandlingen og viste en sorg så dyb, så dyb. Med Biodynamisk Kranio-Sakral Terapi fik hun mulighed for at trække vejret igen, og give kroppens egne iboende kræfter en mulighed for at være stærkere end hjernen.

Efter et par behandlinger gennemførte hun den første lejrtur med overnatning. Det var mange måneder siden hun havde prøvet det sidst. Hun var lykkelig! Et kæmpe skridt på vejen, så hun kunne få overskud til at bearbejde den sorg og angst, der havde forplantet sig i hende.