Louise mødte op i klinikken ca. 10 uger efter fald på badeværelset. Da hun vil rejse sig op efter faldet, besvimer hun pga. smerter og falder direkte ned på baghovedet. Ingen tvivl om hjernerystelse, men jeg lod også mærke til, at hendes højre hofte var fremstående og hun kompenserede i venstre skulder, nakke og hoved. Hendes krop var total anspændt.
Louise var ked af, at der ikke skete fremskridt i hverdagen. Hun arbejdede stadigvæk kun få timer i ugen, og måtte derefter hvile sig derhjemme i mange timer. Hun havde stadig svært ved at læse, se fjernsyn og computer. Generel manglende koncentration, og blev stadig meget hurtig svimmel. Hovedpinen var en daglig følgesvend.
Louise var en ung kvinde, der gennem det sidste år havde tabt sig rigtig meget, og hun var vant til mange timers træning og vigtigheden i en ordentlig kost. Men denne tilstand var en frustration at være i. Den hindrede hende i at have en normal hverdag, hvor den daglige træning med lidt held kunne blive erstattet af en lille gåtur. Frustrationen var også møntet på det etablerede sundhedssystem, der ikke anerkender en hjernerystelse for en særlig belastning. Men det er det! Læs mere her om hjernerystelse.
Sammen fik Louise og jeg stille og roligt hendes krop på rette vej. Nervesystemet, der stod og hamrede løs, fik en velfortjent pause. Hjernelapper, -centre, -membraner fik efterhånden mulighed for at finde deres rette plads igen, og gjorde det muligt for Louise at gennemføre hendes uddannelse som hun tog ved siden af sit arbejde.
Men vigtigst af alt, Louise fik en forståelse for, hvorfor hendes krop reagerede som den gjorde.
